fbp

CrossFit sæsonen 18/19 – Hvad betyder det for dig?

13. oktober 2018

Enhver der befinder sig i CrossFit miljøet, har nok hørt om de nye ændringer i hele opbygningen af denne CrossFit Games sæson. Helt nye og drastiske tiltag er allerede trådt i kraft, selvom det langtfra er alt der er klarlagt endnu.

FixYou var, som så mange andre, forvirrede over disse ændringer og hvad det vil komme til at betyde for de danske CrossFit Atleter. Derfor arrangerede vi et møde med det største danske nyhedsmedie indenfor CrossFit, CrossFedt Ministeriet, hvor vi fik klargjort hvad man indtil videre ved om den nye sæson.

For jer der ikke kender til CrossFedt Ministeriet, er det et hold af engagerede CrossFit interesserede der, specielt gennem deres podcast og Instagram, opdaterer på diverse nyheder samtidig med, at de tager forskellige emner op, både indenfor CrossFit, men også andre sportsgrene. Vi kan kun anbefale at gå ind og følge deres podcast og sociale medier! Derudover kan i besøge deres hjemmeside her.

HVAD ER ÆNDRET I DEN NYE CROSSFIT SÆSON?

Nok den største ændring i forhold til den gamle sæson er, at Regionals er blevet fjernet. Dermed er muligheden for at kvalificerer sig i sin region til Regionals samt muligheden for at kvalificerer sig til CrossFit Games gennem Regionals ikke længere til stede.

I stedet vil der blive holdt 16 Sanctionals rundt omkring i verden, hvor vinderen på herre- og dame siden, samt vinderen af holdturneringen vil kvalificere sig til CrossFit Games.

Alle har mulighed for at stille op til disse Sanctionals uanset lokation, så længe man kvalificerer sig. Kvalifikationsrunden til disse Sanctionals vil foregå online, og måske ligne et Mini Open. Hvad der skal til for at kvalificerer sig til de forskellige Sanctionals vil være anderledes for hver Sanctional, så her skal man holde øje med hvad det kræves til den Sanctional man ønsker at kvalificerer sig til.

Derudover kan man nu kvalificerer sig til CrossFit Games direkte gennem Open. Tidligere blev Open kun brugt til at kvalificerer sig til Regionals, hvor man derfra kunne kvalificerer sig til CrossFit Games.

I den nye sæson kræver det, at man er blandt de 20 bedste i verden, eller bliver kåret som den bedste kvinde eller mand i sit land hvor du har statsborgerskab. Det vil sige, at selvom du bor i et andet land vil det stadig være Danmark du stiller op for, så længe du har et dansk statsborgerskab.

Som hold kan du ikke kvalificerer dig gennem Open, og skal derfor kvalificeres gennem Sanctionals. Der vil derfor højst sandsynligt kun være 16 hold til CrossFit Games.

I forlængelse af ændringerne for hold, er Affiliate Cup blevet fjernet. Det vil sige, at man ikke behøver at stille op for en bestemt CrossFit Box, men nu har mulighed for at sammensætte hold på tværs af boxe, byer og endda lande. Det giver mulighed for at sammensætte nogle super-hold med de bedste af de bedste på tværs af lande.

DEN NYE CROSSFIT SÆSON

Den nye sæson er på mange måder individuel for hver enkelt atlet, da der i princippet ikke vil være en oplagt off-season. Denne sæson kommer Open til at ligge i februar, men tidspunktet for Open rykker formodentlig til næste sæson. Derudover vil de 16 Sanctionals være spredt gennem månederne fra december til juni. Til sidst afholdes CrossFit Games, der højst sandsynligt vil ligge i starten af august som hidtil.

For den danske atlet betyder det, at man i høj grad skal forme sin egen sæson, så man får tænkt en off-season ind i sin kalender for at undgå overbelastning af kroppen. Det er her vi vil kunne hjælpe med at vejlede og planlægge.

Først og fremmest skal man overveje om man overhovedet skal stille op til Open. Hvis man går efter en CrossFit Games kvalifikation, skal man overveje om man kan se sig selv som en seriøs kandidat til at være den bedste herre eller kvinde i Danmark, eller om man kan komme på top 20 på verdensplan. Hvis det virker som et urealistisk mål, er det måske bedre at bruge sine kræfter på at kvalificerer sig til et Sanctional event, og se dét som en målsætning.

Vælger man at gå efter en kvalifikation til de forskellige Sanctional events, gælder det måske om at udvælge ca. 3-4 stykker man vil prøve at kvalificerer sig til, og droppe de andre, for at give kroppen mulighed for ro mellem kvalifikationsrunderne. For mange atleter vil det højst sandsynligt blive en målsætning i sig selv at kvalificerer sig til et Sanctional event. Hvis målet dog er, at kvalificerer sig til CrossFit Games gennem et Sanctional event, bliver man nødt til at se på hvem der ellers stiller op til den Sanctional, for at vurderer om man har en mulighed for at vinde eventet. Husk på, at det kun er vinderen af den individuelle mand og kvinde samt det bedste hold der får en CrossFit Games kvalifikation. Hvis en Sanctional vindes af en atlet, der allerede er kvalificeret til CrossFit Games, vil den næste på podiet få kvalifikationen til CrossFit Games.

De nye tiltag er meget anderledes end hvad der hidtil er sket i CrossFit verden, og meget er stadig uvist. Det betyder, at kun tiden vil vise hvad der sker med disse ændringer, men vi ser i hvert fald frem til at se hvor det bærer henad!